Tyrkisk Politik

Tyrkiet er et parlamentarisk repræsentativt demokrati. Siden sin grundlæggelse som republik i 1923 har Tyrkiet udviklet en stærk tradition for sekularisme. Tyrkiets forfatning sætter de juridiske rammer for landet. Den udstikker hovedprincipperne for regeringen og etablerer Tyrkiet som en centraliseret enhedsstat.

Statsoverhovedet er Præsidenten for Republikken, hvis rolle stort set kun er ceremoniel. Desuden skal præsidenten i følge forfatningen være upartisk dvs. uafhængig og ikke-medlem af et politisk parti, da præsidenten skal repræsentere selve staten og dens essens, og dermed ikke være et udtryk for et bestemt ideologisk ståsted eller en bestem politisk retning.

Præsidenten vælges for fem år eller 7 år (dette er stadig til dels uklart foreløbig, men diskuteres og behandles pt. i Tyrkiet), præsidenten vælges af parlementet ved direkte valg og kandidaten kan i princippet være hvilken som helst person. Den forrige præsident, Ahmet Necdet Sezer, blev valgt 16. maj 2000 efter at have været præsident for forfatningsdomstolen i Tyrkiet.

Han blev efterfulgt 28. august 2007 af Abdullah Gül, som er tidligere udenrigsminister og dermed tidligere medlem af regeringspartiet AKP, som han bl.a. var med til at stifte. Den udøvende magt varetages af premierministeren og Tyrkiets ministerråd, der udgør regeringen, mens den lovgivende magt ligger hos det et-kamrede parlament.

Tyrkiets nationalforsamling. Den dømmende magt er uafhængig af den udøvende og den lovgivende, og forfatningsdomstolen har ansvaret for at sørge for, at landets love og dekreter er i overensstemmelse med forfatningen. Tyrkiets statsråd er den sidste udvej for administrative sager, mens Tyrkiets højesteret er sidste instans i alle andre tilfælde.

Premierministeren vælges af parlamentet gennem en afstemning om tillid til hans regering, og han er normalt leder af det parti, der har flest stemmer i parlamentet. Den nuværende premierminister er den tidligere borgmester for Istanbul, Recep Tayyip Erdogan, hvis konservative AKP-parti vandt absolut flertal af parlamentssæderne ved valget i 2002, der blev udskrevet i efterdønningerne af den økonomiske krise i 2001, og hvor 34 % af de valgberettigede stemte.

Ved valget i 2007 vandt AKP 46,6 % af stemmer og kunne forsvare sin majoritet i parlamentet. Hverken premierministeren eller ministrene behøver at være medlemmer af parlamentet, men i de fleste tilfælde er de (en notabel undtagelse var Kemal Dervis, viceminister med ansvar for økonomi, efter den finansielle krise i 2001. han er nu præsident for FNs Udviklingsprogram).

Der har været universal stemmeret for begge køn i Tyrkiet siden 1933, og alle tyrkiske statsborgere, der er over 18 år, har stemmeret. Pr. 2004 var der 50 registrerede politiske partier i landet, hvis ideologier strækker sig fra det yderste venstre til det yderste højre. Forfatningsdomstolen kan fratage statstilskuddet til politiske partier, der dømmes anti-sekulære eller separatistiske – eller den kan forbyde partiet.

Der er 550 medlemmer af parlamentet, og de er valgt for en fire-årig periode ved et forholdstalsvalg med partilister fra 85 valgdistrikter, der repræsenterer de 81 administrative provinser (Istanbul er delt i tre valgdistrikter, mens Ankara og Izmir er delt i to på grund af deres store befolkninger). For at undgå et ikke-beslutningsdygtigt parlament og en overdreven politisk fragmentering, er det kun partier, der vinder over 10 % af stemmer ved et valg, der kan komme i parlamentet.

Som et resultat af denne regel, kom der i 2007 tre partier ind i parlamentet (to i 2002). På grund af et system af alliancer og uafhængige kandidaturer er der dog reelt repræsenteret syv partier i parlamentet. Uafhængige kandidater kan godt stille op, de skal dog vinde 10 % af stemmerne i deres valgkreds for at opnå indvalg.

Tyrkiske partier:

Joomla SEF URLs by Artio